Jeg kom før det første band, Little Yells Alot, gik på scenen, hentede mit armbånd og gik ud på arealet foran musikhuset, hvor solen skinnede. Efter at have stenet til Little Yells Alot og King's Light Infantry mødtes jeg med Emil fra bandet, der var bombet efter sin medvirken til, at afviklingen af gårdsdagens Interspot-event forløb efter planen. Vi satte kurs mod en koncert på Archauz, hvor vi undervejs endte i et heftigt uvejr. Meget bedre end uvejret blev det ikke, da vi endeligt befandt os på Archauz, for det gamle Grand Teater havde formentlig samme temperatur som skærsilden.
Senere tog vi i Rema, hvor jeg købte en Cola Zero og en Kinder-chokoladebar. Cola Zero'en blev konfiskeret ved indgangen til festivalen, men de fandt ikke chokaladen. Dette satte gang i en tradition, som jeg tror endte noget i omegnen af 20-1 til indgangsvagterne. Efter at have spist et aftenmåltid foran Ridehuset - bestående af fedtdryppende spaghetti carbonara, da de var nået i bund med ringridder-pølserne - ville vi ind på Musikhusets Rytmiske Scene og høre Ghost Society.
Et af fredagens højdepunkter viste sig netop at være Ghost Society, der spiller poppet og poleret shoegaze ala. bands som Field Mice. Gruppens rødder i blandt andet Blue Foundation fornægter sig heller ikke, og de leverede en ganske udemærket koncert med støjrock-indpakkede pophits som Better Days, Recognize og Love Love blandt højdepunkterne. Gruppen fangede i sin tid min opmærksomhed, da de før deres meget omtalte og medium-roste album udgav EP'en "Dogs & Desparation", hvorpå en fortolkning af The Swirlies-nummeret Jeremy Parker fra det klassiske album, "Blonder Tongue Audio Baton", er et finde. God smag må man sige, men nummeret var dog udeladt af sætlisten.
Efter Ghost Society valgte Emil at smutte hjem. Han var træt efter torsdagens strabadser, og vi skulle jo spille i Filuren næste dag. Janus, bandets guitarist, var dog kommet til i mellemtiden, og sammen så vi et par koncerter (heriblandt Alcoholic Faith Mission og Dokkedal/Dixen), mens fokus blev holdt på at sludre over nogle øl. Vi besluttede at se det norske støjrock-/shoegaze-band Maribel (foto nedenfor taget af Jon Anders Lied i Oslo), der for pladen "Aesthetics" har høstet topanmeldelser og i samme forbindelse er blevet sammenlignet med My Bloody Valentine.
Havde man kort forinden spurgt mig, hvilke 2010-albums der fortjener fremhævelse, er det ikke utænkeligt, jeg havde nævnt netop "Aesthetics" (nok i tråd med seneste album fra et andet norsk band i samme genre, Serena Maneesh - must be something in the water, fristes man jo til at sige). Og Maribel var insanely awesome! Deres abstrakte guitarflader flød og rev på den helt rigtige måde, lyden var formidabel, selvom vokalen druknede i de forvrængede guitarer - men det skal den satme også i den slags musik. Og ja! Tankerne strejfede da My Bloody Valentine flere gange, men alligevel kan Matribel langt fra betegnes som et kopiband. Dertil fremstår sangene for meget som originale værker fyldt med lag, som lytteren kan fordybe og fortabe sig i.
Efter hvad der må betegnes som aftenens og nok festivalens højdepunkt, besluttede vi at fange det 4AD-signede og både før, optil, under og efter festivalen ekstremt hypede danske band Efterklang, der skulle spille i Musikhusets store sal. Det var vi langtfra ene om. Nærmest hele festivalen kæmpede for at komme ind i den gigantiske sal, hvilket resulterede i, at Janus og jeg endte blandt de femten bagerste i salen - hvorfra bandet kom til at fremstå som en flok farverige myrer. Til trods for at jeg egentlig synes godt om Efterklang, så var det som om, at lyden ikke rigtigt nåede hele vejen op og fangede de bagerste rækker. Jeg endte ihvertfald med at sidde og kæmpe imod søvnen, og da Janus begyndte at udvise de samme tendenser, besluttede vi at tage turen gennem et nærmest mennesketomt musikhus og en ditto festivalplads for at vise flaget hjemme hos vores respektive familier. "Næste dag skulle vi jo også selv i vælten" lød en del af baggrunden for den fornuftige disposition.
Særlig ros må tilfalde den ellers meget kritiserede Rytmisk Scene, der husede Ghost Society og Maribel-koncerterne. Jeg kan ihvertfald ikke sætte en finger på lyden/akustikken/rummet - eller whatever kritikken har omhandlet. Til specielt Maribel var lyden jo fried!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar