Som ny i blog'o'sfæren vil jeg udvise den høflighed først at introducere mig selv. Jeg hedder, når jeg ikke rapper under kunstnernavnet K-Liir, Nicholai, er 27 år gammel, studerende (med sigte mod at blive cand.mag i Dansk og Medievidenskab i 2011), freelance journalist og far.
I forbindelse med den musik jeg roder med, skulle mit band og jeg sammen med en mere eller mindre broget samling store og små nordiske acts (overvejende i en kategori jeg for nemhedsskyld betegner som "indie") spille til årets SPOT Festival. Festivalen går jeg ikke ud fra behøver nærmere introduktion, andet end at den udspiller sig over tre dage på diverse århusianske spillesteder, centreret omkring byemblemerne Musikhuset og Ridehuset. Det var alt i alt good fun og skulle man være interesseret, så har jeg i virke som journalist tidligere skrevet lidt om SPOT 2009 her og her.
Til festivalen så jeg et par udemærkede bands og havde hyggeligt samvær med nogle mere end udemærkede mennesker - sidstnævnte førte til ikke uanselige smerter i hårpragten pinsesøndag (hjerteligt tak Emil, Thøger, Kasper og Rasmus "Telestjernen").
Det første band, som jeg i denne tredelte raportage vil fremhæve, spillede torsdag, hvor en håndfuld internationale acts, spredt ud over byens spillesteder, var programsat under fanen "Interspot". Efter at have kysset min søn og kæreste farvel mødte jeg mit bands trommeslager Lasse og hans gravide kæreste Sidsel udenfor spillestedet Studenterhuset. Det var dog først efter at havde cracket jokes og delt cuba- anekdoter på havnemolen, at vi ved 22-tiden satte os ved et bord i det gamle pakhus, forventningsfulde efter at høre den Morr-signede svensk/tyske duo It's a Musical, der spiller bittersød, sofistikeret popmusik.
I et Interspot-program, der indeholdte mange spændende acts, skulle It's a Musical vise sig at være fornuftigt valgt ("så fint, så fint", som Sidsel og jeg skrev om koncerten på hinandens facebook walls den følgende dag). It's a Musical består af to bandmedlemmer. En svensk kvinde og en tysk mand. De synger og spiller begge. Hun synths, orgel og guitar. Han trommer, elektroniske pads, xylofon og diverse andre slagtøjsting. Enkeltheden bar oplevelsen, og den illusion de fik skabt af, at det kun var de to, der spillede gjorde, at vi (næsten) ikke bemærkede, at de brugte backtrack til blandt andet bas. De var sværre ikke at holde af, som de stod på Studenterhusets scene med næsten karikerede koncentrerede udtryk bag deres instrumenter. Hun havde et cool-lydende orgel og en fin sangstemme, han spillede tight og detaljeret, hvad end han sang eller ej. Begge udstrålede de smånervøs, men autentisk, glæde ved et spille og ud fra deres udståling at dømme blev hver tone leveret til publikum med yderste koncentration. Slutteligt fik vi små morsomme buk, hvorefter de to - efter ekstranummer - forlod scenen til klapsalver.
Se musikvideo til "the music makes me sick" her og lyt evt. til pladen af samme navn, hvis du kan lide, hvad du læser/ser/hører - efter min mening er den ret god uden dog at leve op til den koncert, de leverede live til Interspot.
Efterfølgende havde vi en dårlig oplevelse på Fatter Eskild, hvor vi så det græske band Film, der ganske enkelt bare var en tand for meget. Svært at sige om de var grunden til, at vi valgte at kalde det en aften og dermed gik glip af franske Gablé's eftersigende mindeværdige koncert på Train.
Tak til min ven Emil, som vi i en travl version hilste hurtigt på under It's a Musical-koncerten, samt de andre musikbookere der havde sammensat Interspot-programmet. At booke en koncert som It's a Musicals gør i sig selv fortjent til ros og respekt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar