SPOT Festivalen 2010 fra et kunstner- og tilskuerperspektiv pt. 3

Som nævnt i sidste indlæg var lørdag dagen, hvor bandet og jeg var i vælten i den forstand, at vi spillede på festivalens sidste dag. Vi var programsat kl. 14 - et tidspunkt som kun tilfalder de absolut mest feterede acts i branchen - og havde derfor "load in" kl. lort (11) om morgenen (nok her Janus og min disposition viser sig fornuftig).

Jeg vågner kl. 8.15 ved, at den gigantiske ørn, som jeg ridder på ryggen af, angribes af hidsigt skydende og ualmindeligt ondsindede flyvende talerkner og derfor udstøder nogle øresynderrivende skrig. Det viser sig imidlertid "bare" at være Janus, der ringer for at høre, om jeg ved, hvor man kan købe "sådan nogle høreværn til babyer", som jeg fortalte, at jeg havde set dagen før. Hans kæreste og lille datter kommer nemlig for at høre os spille, hvilket jeg er glad for, da K-Liir (blandt andet også) is for the babys og absolut ikke er interesseret i at spille for en helt tom sal.

Med den størst tænkelige katastrofe fejet af bordet står jeg op, bæller kaffe, går i bad, bæller mere kaffe, spiser morgenmad, bæller endnu mere kaffe og siger farvel til min søn og min kæreste, der skal til fødselsdag senere på dagen og derfor ikke kan komme til koncerten.

Kl. 10.20 befinder jeg mig udenfor øvelokalet, hvor bandet minus Emil - der egenhændigt slæber sin Micro-Korg op til Musikhuset - allerede har pakket gearet ned, er klar til at køre og overraskede over at se mig. Jeg kan på min side meddele, at jeg var i tvivl om, hvorvidt aftalen gik ud på, at jeg skulle tage direkte op i Musikhuset, eller om jeg skulle troppe op og hjælpe de andre med at pakke og læsse gearet kl. 10. Det viser sig at være det første. Tvivlen meldte sig desværre først så sent, at jeg (til ingen verdens nytte) endte med at styrte omtumlet ud af døren for alligevel at misse bussen. Jeg når heldigvis lige at komme med i bilen. 

Vi tager afsted, og er der i god nok tid til at Janus kan nå at "brille" med bil+trailer på parkeringspladsen. Efter flere forsøg parkeres begge dog hensigtsmæssigt, og Kristian, Lasse, Lapp (Dj FMD), Janus og jeg får med hjælp fra nogle flinke unge sceneafviklere losset gearet ind. Emil kommer lidt senere, gelinde dryssende med sin Micro-Korg under armen. Gearet pakkes ud på scenen, lydmanden dukker op og skal have tid til at gøre scenen klar, inden vi kan lave vores lydprøve. Ved 12.30-tiden er lydprøven overstået. Den forløb heldigvis hurtigt og gnidningsfrit.

 Efter at have trukket frisk luft på festivalpladsen indfinder vi os i det hyggelige og velassorterede bandrum, vi er stillet til rådighed. Her drikker vi en øl, mens vi hyggesnakker lidt. På et tidspunkt stikker scenens konfrencier, Karen Mukupa, hovedet ind for at delagtiggøre os i, hvad hun har tænkt sig at sige i sin præsentation.

Det lyder alt sammen så fint, at jeg næsten køber den med det samme, indtil hun kalder mig "klir" - det er så her jeg rømmer mig og venligt forklarer den ellers søde og smilende Miss Mukupa, at mit kunstnernavn er K-Liir dvs. først "k" og så "liir".

Koncerten forløber fint, og efter min bedste overbevisning er der både folk i salen (umuligt at se på grund af to ekstremt skarpe spots lige i face), god lyd og god stemning. Af indlysende årsager er jeg hamrende inhabil til at anmelde min egen koncert, hvorfor du må "nøjes" med at læse, hvad GAFFA skriver om den.

Efter koncerten bliver der uddelt skulderklaps til højre og venstre bandmedlemmerne imellem. Vi er godt tilfredse med både vores egen præstation og den behandling, vi har fået af festivalpersonalet, hvilket vi giver udtryk for. Efter at have pakket gearet ned vender Lasse og Lapp hjem for at passe deres respektive gøremål, mens Kristian, Emil, Janus og jeg kører ned i øvelokalet og læsser af. Kristian køres hjem, da han er midt i noget hektisk opgaveskrivning, mens Emil, Janus og jeg aftaler at mødes på festivalspladsen senere. Jeg tager med op i Emils lejlighed, hvor den står på kaffe og afslapning, inden vi tager tilbage på festivalen. Her går vi på druk og ser et par bands. Grundet drukken er min hukommelse af denne SPOT-festivalens sidste etape noget tåget. Jeg husker dog Chimes & Bells og Sleep Party People som nogle udmærkede koncerter.

Tak til Emil, Janus, Thøger, Rasmus og Kasper for en sjov druktur...

SPOT Festivalen 2010 fra et kunstner- og tilskuerperspektiv pt. 2

For os, der ikke gad at betale penge oveni vores endags-, partout- eller akkrediteringsarmbånd for at overvære den officielle åbningsceremoni tidligt torsdag aften, åbnede festivalen altså først fredag d. 21. maj.


Jeg kom før det første band, Little Yells Alot, gik på scenen, hentede mit armbånd og gik ud på arealet foran musikhuset, hvor solen skinnede. Efter at have stenet til Little Yells Alot og King's Light Infantry mødtes jeg med Emil fra bandet, der var bombet efter sin medvirken til, at afviklingen af gårdsdagens Interspot-event forløb efter planen. Vi satte kurs mod en koncert på Archauz, hvor vi undervejs endte i et heftigt uvejr. Meget bedre end uvejret blev det ikke, da vi endeligt befandt os på Archauz, for det gamle Grand Teater havde formentlig samme temperatur som skærsilden.


Senere tog vi i Rema, hvor jeg købte en Cola Zero og en Kinder-chokoladebar. Cola Zero'en blev konfiskeret ved indgangen til festivalen, men de fandt ikke chokaladen. Dette satte gang i en tradition, som jeg tror endte noget i omegnen af 20-1 til indgangsvagterne. Efter at have spist et aftenmåltid foran Ridehuset - bestående af fedtdryppende spaghetti carbonara, da de var nået i bund med ringridder-pølserne - ville vi ind på Musikhusets Rytmiske Scene og høre Ghost Society.

Et af fredagens højdepunkter viste sig netop at være Ghost Society, der spiller poppet og poleret shoegaze ala. bands som Field Mice. Gruppens rødder i blandt andet Blue Foundation fornægter sig heller ikke, og de leverede en ganske udemærket koncert med støjrock-indpakkede pophits som Better Days, Recognize og Love Love blandt højdepunkterne. Gruppen fangede i sin tid min opmærksomhed, da de før deres meget omtalte og medium-roste album udgav EP'en "Dogs & Desparation", hvorpå en fortolkning af The Swirlies-nummeret Jeremy Parker fra det klassiske album, "Blonder Tongue Audio Baton", er et finde. God smag må man sige, men nummeret var dog udeladt af sætlisten.


Efter Ghost Society valgte Emil at smutte hjem. Han var træt efter torsdagens strabadser, og vi skulle jo spille i Filuren næste dag. Janus, bandets guitarist, var dog kommet til i mellemtiden, og sammen så vi et par koncerter (heriblandt Alcoholic Faith Mission og Dokkedal/Dixen), mens fokus blev holdt på at sludre over nogle øl. Vi besluttede at se det norske støjrock-/shoegaze-band Maribel (foto nedenfor taget af Jon Anders Lied i Oslo), der for pladen "Aesthetics" har høstet topanmeldelser og i samme forbindelse er blevet sammenlignet med My Bloody Valentine. 

Havde man kort forinden spurgt mig, hvilke 2010-albums der fortjener fremhævelse, er det ikke utænkeligt, jeg havde nævnt netop "Aesthetics" (nok i tråd med seneste album fra et andet norsk band i samme genre, Serena Maneesh - must be something in the water, fristes man jo til at sige). Og Maribel var insanely awesome! Deres abstrakte guitarflader flød og rev på den helt rigtige måde, lyden var formidabel, selvom vokalen druknede i de forvrængede guitarer - men det skal den satme også i den slags musik. Og ja! Tankerne strejfede da My Bloody Valentine flere gange, men alligevel kan Matribel langt fra betegnes som et kopiband. Dertil fremstår sangene for meget som originale værker fyldt med lag, som lytteren kan fordybe og fortabe sig i.


Efter hvad der må betegnes som aftenens og nok festivalens højdepunkt, besluttede vi at fange det 4AD-signede og både før, optil, under og efter festivalen ekstremt hypede danske band Efterklang, der skulle spille i Musikhusets store sal. Det var vi langtfra ene om. Nærmest hele festivalen kæmpede for at komme ind i den gigantiske sal, hvilket resulterede i, at Janus og jeg endte blandt de femten bagerste i salen - hvorfra bandet kom til at fremstå som en flok farverige myrer. Til trods for at jeg egentlig synes godt om Efterklang, så var det som om, at lyden ikke rigtigt nåede hele vejen op og fangede de bagerste rækker. Jeg endte ihvertfald med at sidde og kæmpe imod søvnen, og da Janus begyndte at udvise de samme tendenser, besluttede vi at tage turen gennem et nærmest mennesketomt musikhus og en ditto festivalplads for at vise flaget hjemme hos vores respektive familier. "Næste dag skulle vi jo også selv i vælten" lød en del af baggrunden for den fornuftige disposition.


Særlig ros må tilfalde den ellers meget kritiserede Rytmisk Scene, der husede Ghost Society og Maribel-koncerterne. Jeg kan ihvertfald ikke sætte en finger på lyden/akustikken/rummet - eller whatever kritikken har omhandlet. Til specielt Maribel var lyden jo fried!

Skål i blog'o'sfæren - om SPOT Festivalen 2010 fra et kunstner- og tilskuerperspektiv pt. 1

Som ny i blog'o'sfæren vil jeg udvise den høflighed først at introducere mig selv. Jeg hedder, når jeg ikke rapper under kunstnernavnet K-Liir, Nicholai, er 27 år gammel, studerende (med sigte mod at blive cand.mag i Dansk og Medievidenskab i 2011), freelance journalist og far.

I forbindelse med den musik jeg roder med, skulle mit band og jeg sammen med en mere eller mindre broget samling store og små nordiske acts (overvejende i en kategori jeg for nemhedsskyld betegner som "indie")  spille til årets SPOT Festival. Festivalen går jeg ikke ud fra behøver nærmere introduktion, andet end at den udspiller sig over tre dage på diverse århusianske spillesteder, centreret omkring byemblemerne Musikhuset og Ridehuset. Det var alt i alt good fun og skulle man være interesseret, så har jeg i virke som journalist tidligere skrevet lidt om SPOT 2009 her og her.

Til festivalen så jeg et par udemærkede bands og havde hyggeligt samvær med nogle mere end udemærkede mennesker - sidstnævnte førte til ikke uanselige smerter i hårpragten pinsesøndag (hjerteligt tak Emil, Thøger, Kasper og Rasmus "Telestjernen").

Det første band, som jeg i denne tredelte raportage vil fremhæve, spillede torsdag, hvor en håndfuld internationale acts,  spredt ud over byens spillesteder, var programsat under fanen "Interspot". Efter at have kysset min søn og kæreste farvel mødte jeg mit bands trommeslager Lasse og hans gravide kæreste Sidsel udenfor spillestedet Studenterhuset. Det var dog først efter at havde cracket jokes og delt cuba- anekdoter på havnemolen, at vi ved 22-tiden satte os ved et bord i det gamle pakhus, forventningsfulde efter at høre den Morr-signede svensk/tyske duo It's a Musical, der spiller bittersød, sofistikeret popmusik.

I et Interspot-program, der indeholdte mange spændende acts, skulle It's a Musical vise sig at være fornuftigt valgt ("så fint, så fint", som Sidsel og jeg skrev om koncerten på hinandens facebook walls den følgende dag). It's a Musical består af to bandmedlemmer. En svensk kvinde og en tysk mand. De synger og spiller begge. Hun synths, orgel og guitar. Han trommer, elektroniske pads, xylofon og diverse andre slagtøjsting. Enkeltheden bar oplevelsen, og den illusion de fik skabt af, at det kun var de to, der spillede gjorde, at vi (næsten) ikke bemærkede, at de brugte backtrack til blandt andet bas. De var sværre ikke at holde af, som de stod på  Studenterhusets scene med næsten karikerede koncentrerede udtryk bag deres instrumenter. Hun havde et cool-lydende orgel og en fin sangstemme, han spillede tight og detaljeret, hvad end han sang eller ej. Begge udstrålede de smånervøs, men autentisk, glæde ved et spille og ud fra deres udståling at dømme blev hver tone leveret til publikum med yderste koncentration. Slutteligt fik vi små morsomme buk, hvorefter de to - efter ekstranummer - forlod scenen til klapsalver.

Se musikvideo til "the music makes me sick" her og lyt evt. til pladen af samme navn, hvis du kan lide, hvad du læser/ser/hører - efter min mening er den ret god uden dog at leve op til den koncert, de leverede live til Interspot.

Efterfølgende havde vi en dårlig oplevelse på Fatter Eskild, hvor vi så det græske band Film, der ganske enkelt bare var en tand for meget.  Svært at sige om de var grunden til, at vi valgte at kalde det en aften og dermed gik glip af franske Gablé's eftersigende mindeværdige koncert på Train.

Tak til min ven Emil, som vi i en travl version hilste hurtigt på under It's a Musical-koncerten, samt de andre musikbookere der havde sammensat Interspot-programmet. At booke en koncert som It's a Musicals gør i sig selv fortjent til ros og respekt!